7. november 2017
Vi ville lige se om solen skinnede på Ayers Rock fra
morgenstunden og det gjorde den heldigvis og vi fik set den med morgensol på.
Vi vidste godt at der ventede os en lang køretur og det
viste sig at blive en ensom tur. Der var langt i mellem andre biler. Typisk så
vi en af gangen og vi kunne ofte køre 5-6 km i mellem hver bil vi mødte. På et
tidspunkt var der 1 motorcykel foran os og 3 biler i modsatte kørebane. Så
mange biler så vi ellers kun på en gang på parkeringspladser. Vi kørte en gang
36 km inden vi så en anden bil.
Godt trætte ankom vi til Coober Pedy, hvor Lars havde booket
en overnatning et sted som hed Underground Bed & Breakfast. Undergrund betød at værelserne ligger under
grunden. Vores værelser ligger 50 ft under klippen. Det var hyggeligt og havde
en fin atmosfære.
Da vi ankom blev vi mødt af en mand i sin bedste alder med
håret strittende til alle sider og skjorten knappet skævt over topmaven. Han
var til gengæld meget venlig og begejstret og fortalte om noget af det som
Coober Pedy har at byde på.
Coober Pedy er opstået på grund af de mange Opal miner, som
findes her. De opaler som brydes her er af den bedste kvalitet. Opalerne blev
fundet ved en tilfældighed, da en guldgraverfamilie manglede vand, deres
teenagesøn blev sendt ud for at finde vand og faldt tilfældigvis over en pyt
vand med små opalstykker. Det blev dog aldrig familien som blev rige af
opalerne, da de var svære at bryde. De bliver stadig brudt her.
Da vi kørte ind i byen så vi godt skilte som pegede mod
Breakaways og vi undrede os lidt over hvad det var.
Det blev anbefalet os at besøge en conservation park, som
hedder Kanku breakaways. Breakaways er nogle klipper som ligger spredt udfra
grundklippen, som om de er brudt ud herfra. Vi kørte derud efter vi havde spist
og kan kun bekræfte, at området er meget smukt.
På denne tur så vi også Dog Fence. Det er vel bare et hegn?
Engang i 1800-tallet blev farmerne meget generet da dingoerne kom og tog
fårene. Man startede på at bygge et hegn, som skulle holde dingoerne væk fra
fårene. Da hegnet var færdigt var det over 9.000 m langt, i dag er det dog kun 5.300
m.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar